William Shakespeare - da.LinkFang.org

William Shakespeare


(Omdirigeret fra Shakespeare)



William Shakespeare
Engelsk litteratur
Renæssancen

Personlig information
Kæle/øgenavn Bard of Avon
Født april 1564
Stratford-upon-Avon
Dåbsdato 26. april 1564
Død 23. april 1616
Stratford-upon-Avon
Dødsårsag Feber
Gravsted Holy Trinity Church
Bopæl Stratford-upon-Avon
Far John Shakespeare
Mor Mary Shakespeare
Søskende Edmund Shakespeare,
Gilbert Shakespeare,
Joan Shakespeare
Ægtefælle Anne Hathaway (1582-1616)
Børn Hamnet Shakespeare,
Susanna Hall,
Judith Quiney
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted King Edward VI School, Stratford-upon-Avon
Beskæftigelse Dramatiker
Kendte værker En skærsommernatsdrøm, Henrik IV, del 2, Henrik VI, del 2, Henrik VI, del 3, Elskovs gækkeri med flere
Genre English Renaissance Theater
Påvirket af Plautus
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

William Shakespeare (døbt 26. april 1564, død 23. april 1616) var en engelsk digter, skuespilforfatter og skuespiller, der bliver bredt anerkendt som den største forfatter på engelsk og verdens største dramatiker.[1][2][3][4] Han bliver ofte omtalt som Englands nationaldigter og "Bard of Avon".[5] Hans omfattende værker og værker skrevet i samarbejde med andre består af 39 skuespil, 154 sonnetter, to lange fortællende digte og nogle få andre digte, hvoraf der hersker tvivl om forfatterskabet. Hans skuespil er blevet oversat til alle moderne sprog og de bliver opført oftere end nogen anden skuespilsforfatter.[6]

Shakespeare blev født og opvoksede i Stratford-upon-Avon i Warwickshire. I en alder af 18 år giftede han sig med Anne Hathaway, som han fik tre børn med: Susanna og tvillingerne Hamnet og Judith. På et tidspunkt mellem 1585 og 1592 påbegyndte han en heldig karriere i London som skuespiller, forfatter og medejer af et teaterkompagni, Lord Chamberlain's Men, der senere blev kendt som King's Men. I en alder af 49 år havde han tilsyneladende trukket sig tilbage og var flyttet til Stratford, hvor han døde tre år senere. Der er kun bevaret få optegnelser over Shakespeares privatliv, hvilket har medført spekulationer om hans fysiske fremtræden, hans seksualitet, hans religiøse synspunkter og om de værker, som er blevet krediteret ham i virkeligheden er blevet skrevet af andre.[7][8][9] Disse teorier er kritiseret for ikke at tage højde for, at der generelt er meget få optegnelser over almindelige personers liv fra denne periode.

Shakespeare skrev størstedelen af sine mest kendte værker mellem 1589 og 1613.[10][11] Hans skuespil var hovedsageligt komedier og krønikespil og er nogle af de bedste inden for disse genrer. Frem til 1608 skrev han hovedsageligt tragedier, heriblandt Hamlet, Othello, King Lear og Macbeth, der alle bliver betragtet som de fornemste værker på engelsk.[1][2][3] I den sidste fase af sit liv skrev han tragikomedier (også kendt som romancer) og samarbejdede med andre skuespilforfattere.

Mange af Shakespeares skuespil blev udgivet i varierende kvalitet og nøjagtighed i hans levetid. I 1623 udgav to skuespillere og Shakespeare-venner John Heminges og Henry Condell en bedre tekst kendt som First Folio, en posthum samling af Shakespeares værker med alle undtagen to af hans skuespil.[12] Denne udgave havde et indledende digt af Ben Jonson, hvori Jonson hylder Shakespeare i et nu berømt citat som "ikke for en periode, men for altid".[12]

Op igennem 1900- og 2000-tallet er Shakespeares værker blevet tilpasset og genopdaget af nye bevægelser inden for forskning og scenekunst. Hans skuespil er fortsat populære og de bliver studeret, opført og fortolket i forskellige kulturelle og politiske kontekster verden over.

Indholdsfortegnelse

Biografi


Tidligt liv

William Shakespeare[13][14] blev født i Stratford-upon-Avon i Warwickshire syd for Birmingham, godt hundrede engelske mil nordvest for London. Han var det tredje barn i en søskendeflok på otte og ældste søn. Han stod i kirkebogen som ”Gulielmus filius Johannis Shakespeare” d. 26. april i Holy Trinity Church i Stratford, og der er tradition for at hans fødsel er 23. april, samme dato som han døde i Stratford 1616, 52 år gammel. Faderen var handskemager og bonde. Moderen var født Arden og af godsejerslægt.[15]

Stratford-upon-Avon lå dengang flere dagsrejser fra London. Det var en mindre købstad og en vigtig markedsby med omkring to tusind indbyggere, hvoraf de fleste var bønder og landarbejdere. Byen havde en velrenommeret latinskole og et selvbevidst byråd, hvor hans far, John Shakespeare, havde sæde. Han mistede sit embede, uden at de nærmere omstændigheder er klarlagt. Det antages - bl.a. ud fra Shakespeares manuskripter - at William har gået på byens latinskole, The King's New School, hvor der blev undervist i latin, græsk, retorik og logik.[16]

Hvert år fik byen besøg af berømte turnerende teaterselskaber fra London, der fik betaling direkte af bystyret, og dem må Shakespeare have set. Blandt de trupper, der spillede i Stratford i Shakespeares skoletid, er The Queens Men, Leicister's Men og Lord Strange's Men. [17]

De unge år

Allerede som 18-årig blev han gift med den otte år ældre Anne Hathaway, der seks måneder senere fødte deres første barn, Susanna. Halvandet år senere, endnu inden William Shakespeare var fyldt 21 og myndig, fik de tvillingerne Hamnet og Judith, der blev døbt i Stratfords Holy Trinity Church d. 2. februar 1585.[18]

Selv om Shakespeares liv er veldokumenteret efter "elizabethansk standard", mangler ”the lost years” (1585-1592)[19] som er tiden fra han forlader Stratford til der atter er bevaret optegnelser om ham i London, hvor han er etableret som skuespiller og har gjort karriere som dramatiker. (Også den tid hvor han er kommet i teaterbranchen og har lært skuespillerfaget). Der findes generelt få kilder om teatret før 1592. Også den berømte "Henslowe's Diary" er først fra 1592.[20]

Den skrivende skuespiller

Sideløbende med sit arbejde som skuespiller begyndte han at skrive skuespil i flere forskellige genrer: Tvillingerne er efter Plautus og i commedia dell'arte. Henrik d. VI er i tidens stil for historiske skuespil. I de næste kilder, der omtaler ham i London 1592, har han haft så stor succes hos publikum, at en ældre kollega Robert Greene, der tilhørte de såkaldte ”university-wits”,[21] finder det på tide at sætte denne opkomling på plads. I en berømt pamflet Groath-worth of Witte advarer han mod en skuespiller, der tror han kan skrive blankvers, en ”upstart crow”, der pynter sig med "vores fjer", og tror han er den eneste ”Shake-scene” i landet.[22] Han hyldes dog af andre kolleger bl.a. Thomas Nashe for sin udformning af helten Talbot, ”de franskes skræk” i Henrik d. VI.[23]

Shakespeare var usædvanlig produktiv, og allerede i 1592 har han mindst fem skuespil bag sig.[24] Han fik udgivet de fortællende digte, Venus og Adonis i 1593 og The Rape of Lucree, i 1594 hos bogtrykker Richard Fields, som han kendte fra Stratford. Her er de formentlig også skrevet, mens pesten rasede i London, og teatrene i lange perioder var lukkede.[25] Med disse to fortællende digte fik Shakespeare også et stort navn som digter.

Shakespeare og hans samtidige anså ikke et teatermanuskript som litteratur. De så det som "repertoire" med et udtryk af den danske skuespiller og teaterhistoriker Karl Mantzius. Manuskriptet var skrevet for skuespillerne og tilhørte teatret som en levende kunstart. Det var replikker. Det vides at Shakespeare reviderede og skrev til. At læse skuespil som litteratur er noget, der er kommet til senere.

Lord Chamberlain's Men

I 1594 blev Lord Chamberlain's Men gendannet efter en omskiftelig tid for skuespillerne. Med i truppen kom nu foruden Shakespeare selv som skuespiller og dramatiker, Richard Burbage, der som søn af James Burbage som havde bygget Londons første teater i 1576, var født ind i teatret og havde optrådt, fra han var barn; samt den berømte klovn Will Kempe, danser og akrobat, der kom fra truppen Leicester's Men. Herfra kom også George Bryan og Thomas Pope.[26] De havde alle tre været med i den del af truppen, der i 1586 havde turneret på kontinentet og bl.a. optrådt for Frederik d. II's hof i Helsingør.[27] Det sidste ledende medlem af truppen var Augustine Philips, der kom fra Lord Strange's Men.

De var alle erfarne og rutinerede skuespillere, og de blev andelshavere i teaterselskabet og udgjorde truppens ledelse. Også to lidt yngre skuespillere, John Heminge og Henry Condell, kom med i truppen som faste medlemmer, men i første omgang ikke som andelshavere.

Dertil kom et tilsvarende antal ”hired men” løst ansatte skuespillere på dagløn samt de uundværlige drengeskuespillere, der udførte kvinderollerne. Shakespeare forblev i dette selskab til sin død og skrev ikke for andre teaterselskaber.[26]

Som skuespiller medvirkede han ikke kun i sine egne skuespil, men også i andres. Han medvirkede som skuespiller i Edward d. I af George Peele.[28] Han spillede med i den yngre kollega Ben Jonsons Every Man in His Humour i 1598, hvor Will Shakespeare er anført som “principal Comoedian”.[29] Det blev opført på “The Curtain” af Lord Chamberlain's Men. Og han spillede også med i Ben Jonsons sidste, tapre forsøg på at slå igennem som tragedieforfatter med Sejanus i 1603. Her er han anført som "principall Tragoedian". Det blev opført på The Globe af Shakespeares trup, men faldt, og den brave Ben Jonson opgav modstræbende tragedien og holdt sig til satiren.[28]

Af øvrige roller Shakespeare spillede kan nævnes kong Henry i Henrik d.IV, genfærdet i Hamlet og kong Duncan i Macbeth. Han spillede også ”Chorus” i Henrik d. V, hvor han guider tilskuerne igennem den komplicerede handling, der foregår både i England og Frankrig, og hvor han i epilogen siger: ”Her knæler digteren...” (Our bending author...) I epilogen til Henrik d. IV, 2, er han usædvanlig dristig og åbenhjertig ved at tilstå overfor publikum, at han efter det forrige stykke, som ikke gjorde lykke, havde lovet dem et bedre, hvilket han nu stod til ansvar for. Den charmerende og yndefulde tekst viser, at han er kostumeret som danser, så han har været omklædt til den lille danseopvisning, en ”jig”, der traditionelt fulgte efter tragedierne og de historiske skuespil. Dans og fægtning var nogle af de discipliner, der hørte til en skuespillers færdigheder.[28]

The Globe

Da truppen i 1599 byggede The Globe[30] på Southbank af Themsen ved siden af Rose Teatret, var Shakespeare igen med som andelshaver, og truppen fik nu sit eget teater. Med den malede stjernehimmel over scene og helvede under den er dette playhouse et billede på verden og vores korte tid på livets scene, som Shakespeare giver os mange poetiske billeder på. The Globe er det første skuespiller-styrede teater i verden, og det var for denne scene og med denne trup Shakespeares skrev sine eksistentielle mesterværker Hamlet, Othello, Macbeth og King Lear. Alle med Richard Burbage i titelrollen og Shakespeare i en mindre, men vigtig rolle som genfærdet i Hamlet eller kong Duncan i Macbeth. Ofte spillede han konferencier-rollerne, som en slags ”forlængelse” af forfatterrollen, og han vedblev at være aktiv som skuespiller i truppen, skønt hans sidste år synes at have været domineret af ledelse og administration. Efter dronning Elizabeths død steg truppens anseelse yderligere, da kong James udnævnte truppen til The King's Men.

Shakespeare var en god forretningsmand, og en stor del af hans formue kom fra hans andele i The Globe, som blev tidens bedste og førende teater med plads til mere end 2000 tilskuere.

I det elizabethanske teater blev der spillet på en fremskudt scene i et rundt teaterhus med publikum på tre sider. Billetprisen i The Globe var one penny for en ståplads på gulvet omkring scenen. Hvis man ville op på første galleri, stod der en kontrollør og krævede en penny mere, og så fremdeles i tre gallerier op i ni meters højde. Endvidere var der særlige siddepladser omkring scenen, hvor man kunne blive set og loger, hvor man kunne blive skjult. Mod ekstra betaling naturligvis.

Med udgivelsen af Shakespeares sonetter i 1609 steg hans berømmelse yderligere, og det er fristende at drage konklusioner om hans liv ud fra disse tilsyneladende selvbiografiske digte.

Da The Globe brændte i 1613 under en opførelse af Henrik d. VIII,[31] fordi noget fra en teaterkanon satte ild i stråtaget, er alle Shakespeares manuskripter nok gået tabt. De tilhørte teatret og var forsvarligt låst inde på teatret, som den kapital de var som et repertoire truppen havde monopol på.[32]

Efter branden blev The Globe genopbygget, men Shakespeare trak sig tilbage til Stratford.[33] Det havde han gjort mange gange tidligere, da han bevarede tilknytningen hertil og til sin familie gennem hele livet, men denne gang vendte han ikke tilbage til London. Han døde i det afsides Stratford d. 16. april 1616, hvor han ligger begravet i Holy Trinity Church.[34] Han havde forinden dikteret sit testamente, der fylder tre folio-ark, og det er et af de få steder, hvor hans underskrift er bevaret.[35]

Efterliv

Hans stykker blev stadig spillet og stod i høj kurs. I 1623 lykkedes det hans to skuespillerkolleger, ”friends and fellows”, John Heminge og Henry Condel at få udgivet ”Folioudgaven” som er en slags ”Shakespeares Samlede Værker”: Histories, Comedies and Tragedies. Det har været et enormt arbejde at samle disse brudstykker fra rollehefter og manuskripter hos de enkelte skuespillere og udgivere af piratudgaverne eller tidlige versioner af værkerne.[36]

Det er John Heminge og Henry Condells fortjeneste, at Shakespeares værker er blevet bevaret for eftertiden, og det vel at mærke af to af de skuespillere, der har spillet med i dem og har kendt opførelsespraksis og kendt de andre skuespillere. De har en liste over 26 "principal players" (hovedroller). Shakespeares navn er et af dem. Det bekræfter, at truppen var meget stærkt sammentømret, hvilket er en af grundene til deres succes. Der var tale om livsvarige venskaber.

Det særlige ved denne udgave er den ubetingede kærlighed og beundring, der lyser ud af den til deres "friend and fellow" William Shakespeare og den taknemlige tone, der ligger i udsagnet: at vi troede du havde forladt os – men nu kommer du tilbage til os i dine værker - eller som den intellektuelt skarpe Ben Jonson skrev i sit forord: Shakespeare "ikke var for én tid, men for alle tider.”[37]

Der er i 2016, 400-året for Shakespeares død, lanceret en side på nettet for Shakespeare-dokumenter.[38]

Værker


Shakespeare skrev i alt 34 skuespil (37 hvis 1. og 2. del af visse stykker medregnes) mellem 1585 og 1613. Der hersker usikkerhed om tilblivelsestidspunktet, såvel som premiéren for mange af dem, men generelt placeres komedierne først i hans produktion, de fleste tragedier efter 1600, og romancerne (eventyrspillene) i årene omkring 1610. De deles i tragedier og komedier med underafdelinger i historiske skuespil med engelsk eller antikt emne. Mange af titlerne er gået ind i sproget: Romeo og Julie, Hamlet, Stor ståhej for ingenting, En skærsommernatsdrøm, Når enden er god er alting godt, Trold kan tæmmes, Lige for lige og Som man behager. Andre titler er: Købmanden i Venedig, Julius Cæsar, Othello, Macbeth, Kong Lear og Richard III.

Foruden skuespillene skrev han en række fortællende digte: The Rape of Lucrece (Lucretias Voldførelse), The Passionate Pilgrim, Venus and Adonis, A Lover's Complaint og Phoenix and the Turtle. Endelig skrev han 154 sonetter, formfaste digte med filosofisk indhold, følelsestilkendegivelser eller lyrisk naturstemning.[39]

Skuespillene efter kategori


De danske udgaver er udkommet i forskellige oversættelser. De her valgte titler har bredest dækning. Stykkernes formodede tilblivelsesår er angivet i parentes.

Tragedierne

Komedierne

  • Tvillingerne også kaldet Forvekslinger
  • De to herrer fra Verona (1594)
  • Trold kan tæmmes (ca. 1594-98)
  • En skærsommernatsdrøm (1595)
  • Købmanden i Venedig. Se handlingen under Shylock (1596)
  • Stor ståhej for ingenting (ca. 1598-99)
  • Som man behager (1599)
  • Helligtrekongersaften (ca. 1600-01)
  • De lystige koner i Windsor (ca. 1600-01)
  • Når enden er god (1602)
  • Lige for lige (1604)
  • Elskovs gækkeri
  • Perikles (ca. 1606-08)
  • Cymbeline (1610)
  • Stormen (ca. 1610-11)
  • Vintereventyret (1611)
  • De to ædle slægtninge (ca. 1610 – regnes blandt apokryferne)

Historiske skuespil

  • Henrik VI, del 1 (1590-92)
  • Henrik VI, del 2 (1590-92)
  • Henrik VI, del 3 (1590-92)
  • Richard III (1592)
  • Kong Johan (1594)
  • Richard II (1596)
  • Henrik IV, del 1 (1597)
  • Henrik IV, del 2 (1597)
  • Henrik V (1599)
  • Henrik VIII (ca. 1613)

Visse shakespeareforskere deler komedierne ind i komedier og romancer. Romancerne omfatter så Cymbeline, Vintereventyret, Perikles, og Stormen.

Shakespeare var teatermand, og han skrev sine stykker udelukkende til opførelse – ikke som en litterær oplevelse. Han var ikke interesseret i deres udgivelse; de vigtigste, trykte udgaver er besørget af andre, dels i digterens levetid, dels efter hans død. Da Shakespeares originale manuskripter med få undtagelser er gået tabt, og da trykkene indeholder mere eller mindre åbenbare korruptioner af teksten, er det en vanskelig og fortsat opgave for tekstkritikerne at etablere en pålidelig tekst.

Indholdet af skuespillene


Næsten alle Shakespeares skuespil bygger på andres værker, enten på fortællinger eller omarbejdelse af ældre skuespil. Han omformer dem som regel så radikalt, at de må anses for originale værker. Han overholder hverken tidens, stedets eller handlingens enhed, lader ofte dramatiske scener (mord, selvmord, slag) foregå direkte for øjnene af tilskuerne, og lader scener skifte, uanset antallet af personer på scenen. Ofte indfletter han tragiske monologer i komedierne og komiske indslag i tragedierne for at variere tonen i stykkerne. Replikkerne er ofte skrevet i blankvers.

Skuespillenes berømmelse skyldes mange forhold: Shakespeares evne til at fortælle en spændende historie, så både høj og lav kunne spejle sig i den; hans klare persontegning; hans evner som blankversemager; hans humoristiske og tragiske sans, osv.

Temaerne spænder vidt: I nogle skildres magtmenneskets kamp og fald (Richard III, Macbeth), i andre jalousiens ødelæggende virkning (Othello og Vintereventyret), utaknemmelighedens følger (Kong Lear) eller uforsonlighedens magt over ung kærlighed (Romeo og Julie og Troilus og Cressida). I sine komedier tager han som regel parti for livsglæden mod puritanisme og begrænsning, men uden at hylde en hæmningsløs livsudfoldelse. Selv i det antisemitiske Købmanden i Venedig (se handlingen underShylock) mærkes en vis objektivitet; skurken Shylock fordømmes for sin mangel på evne til tilgivelse, men Shakespeare viser baggrunden for hans holdning. Hamlet, det måske mest berømte og omdiskuterede stykke, kan både vise en ung mands reaktion på sin fars død, et menneskes fatale fremturen i blodhævn, og dets handlingslammelse og tvivl. Et tilbagevendende tema er magtens legitimitet og kravene til den magtfulde; et tema, der kommer stærkest til udtryk i Henrik IV 1 & 2, samt efterfølgeren Henrik V. Temaet om genoprettelse af menneskelighed efter store fejl dukker også op i forskellige skikkelser: I Titus Andronicus er det den barbariske romerske feltherre, der gennemgår de forfærdeligste lidelser for at genfinde sin menneskelighed; i Vintereventyret kan hovedpersonen først efter mange års bodsgang genvinde sin uskyldigt anklagede og forstødte hustru.

Skuespillene har mange gode kvinderoller, og i det hele taget har kvinderne en mere fremtrædende og nuanceret placering end i f.eks. det samtidige spanske teater. Shakespeare rådede ikke over skuespillerinder; kvinderollerne udførtes af drenge (skuespillerelever). At kvinderoller blev opført af drenge ses af, at rollerne trods deres store betydning var uden de store monologer.

Sproglig indflydelse


Næst efter Bibelen er Shakespeares værker den flittigste kilde til engelske vendinger og talemåder. Også på dansk har mange citater vundet indpas. Her er nogle af de bedst kendte:

Der er noget råddent i Danmarks rige. (Marcellus i Hamlet) Replikken er tolket som en fordækt kommentar om Hamlets mentale tilstand, idet han var prins af Danmark; bemærkningen drejer sig måske ikke om Danmarks rige som sådant. [40]
Der er mere mellem himmel og jord. (Hamlet i Hamlet) Citatet bruges i dag fejlagtigt som en bekræftelse af universets mangfold og muligheden for overnaturlige fænomener. Hamlets bemærkning til Horatio lyder i sin helhed: "Der er mere mellem himmel og jord, end din filosofi kan forudse," og er en kritisk bemærkning for at sætte Horatio på plads.
Godt brølet, løve! (Demetrius i En skærsommernatsdrøm) Ros for en præcis udtalelse.
En hest, en hest, mit rige for en hest! (Kong Richard i Richard III, idet hesten segner under ham)
Hele verden er en scene, mænd og kvinder på den blot aktører. (Jacques i Som man behager)
Vi er gjort af samme stof som drømme. (Prospero i Stormen) Carly Simon har kaldt en af sine sange The stuff that dreams are made of,[41] og Chrissie Hynde i Pretenders synger i Birds of Paradise: "This is the life they say that dreams are made of".[42]
Vi få, vi lykkelige få! (Kong Henrik i Henrik V)
At være eller ikke at være, det er sagen. (Hamlet i Hamlet)[43]

Mere end 1.700 ord i det engelske sprog er Shakespeares opfindelser, blandt andre bedroom for "soveværelse", mountaineer for en bjergbestiger, gossip for "sladder" og laughable for "latterlig".[44] Shakespeares sprog er undertiden så rig og sprudlende, at de resulterer i et ordspil, der er fuld af humor og vittigheder, en ægte riot of words.[45] Gentagne forsøg er gjort på en optælling af Shakespeares righoldige ordforråd, for at sammenligne det med andre forfatteres.[46]


Apokryfer og ophavsret


Der har været forsket intenst i, om Shakespeare har skrevet andre værker end de nævnte, og om han selv har skrevet værkerne. Adskillige anonyme skuespil fra Elizabeth-tiden har været tilskrevet Shakespeare på grund af stilistisk lighed eller tradition. Disse Shakespeare-apokryfer omfatter Sir Thomas More, Kong Edward III, A Yorkshire Tragedy, The Two Noble Kinsmen (De to ædle Slægtninge, se ovenfor) samt mere end 30 andre. De fleste er afvist som usandsynlige, men forskning i stil og skrift kunne tyde på, at Sir Thomas More og Edward III har haft ham som medforfatter. Omvendt kan en del digte fra de anerkendte Shakespeare-skuespil være forfattet af kolleger. En meget populær, men aldrig accepteret teori er, at filosoffen og politikeren Francis Bacon var forfatter til alle Shakespeares værker. Baggrunden for teorierne har til dels været, at kun få tilskrev skuespilleren Shakespeare tilstrækkelig lærdom og boglig dannelse til at kunne udtrykke sig så formfuldendt.

Danske Shakespeare-oversættelser


Interessen for Shakespeare begyndte for alvor med romantikken. De første oversættelser var ofte mangelfulde og forvanskede, da teatrene fandt hans sprog vulgært og indholdet anstødeligt. Et eksempel på sådan forvanskning af Macbeth er beskrevet af Peter Foersom i "Borgvægterens Sang af Macbeth".[47]

Blandt de vigtigste oversættelser er

  • Romeo og Julie, 1969.
  • Othello, 1970.
  • Macbeth, 1970.
  • Lige for lige, 1970.
  • Kong Lear, 1970.
  • Othello, 1971.
  • Hamlet Prins af Danmark, 1971.
  • Tragedien om Julius Cæsar, 1972.
  • Antonius og Cleopatra, 1972.
  • Som man behager; 1978.
  • Vintereventyret, 1981.
  • Uvejret, 1983.
  • Tragedien om Richard 3, 1984.
  • Kong Henrik 4 1. og 2. del, 1985.

Referencer


  1. ^ a b Greenblatt 2005, s. 11.
  2. ^ a b Bevington 2002, s. 1–3.
  3. ^ a b Wells 1997, s. 399.
  4. ^ David Bevington (2002), Shakespeare, Oxford, s. 1-3, ISBN 0-631-22719-9. 
  5. ^ Dobson 1992, s. 185–186.
  6. ^ Craig 2003, s. 3.
  7. ^ Shapiro 2005, s. xvii–xviii.
  8. ^ Schoenbaum 1991, s. 41, 66, 397–398, 402, 409.
  9. ^ Taylor 1990, s. 145, 210–223, 261–265.
  10. ^ Chambers 1930a, s. 270–271.
  11. ^ Taylor 1987, s. 109–134.
  12. ^ a b Greenblatt & Abrams 2012, s. 1168.
  13. ^ Fausto Cercignani (1981), Shakespeare's Works and Elizabethan Pronunciation, Oxford University Press (Clarendon Press), s. 1, ISBN 978-0198119371. 
  14. ^ David Kathman, "The Spelling and Pronunciation of Shakespeare's Name" , shakespeareauthorship.com, David Kathman og Terry Ross, hentet 12. maj 2018. 
  15. ^ Samuel Schoenbaum (1987), William Shakespeare: A Compact Documentary Life , Oxford: Oxford University Press, s. 14-26, ISBN 0-19-505161-0, hentet 12. maj 2018. 
  16. ^ Thomas Whitfield Baldwin (1944), William Shakespere's Small Latine & Lesse Greeke (3. (1966) udgave), Urbana-Champaign, IL (USA): University of Illinois Press, s. 117, hentet 12. maj 2018. 
  17. ^ Samuel Schoenbaum (1970), Shakespeare's lives (2. (1991) udgave), Clarendon Press, ISBN 978-0198186182. 
  18. ^ Samuel Schoenbaum (1987), William Shakespeare: A Compact Documentary Life , Oxford: Oxford University Press, s. 77-79, 93-94, 224., ISBN 0-19-505161-0, hentet 12. maj 2018. 
  19. ^ Samuel Schoenbaum (1987), William Shakespeare: A Compact Documentary Life , Oxford: Oxford University Press, s. 95, ISBN 0-19-505161-0, hentet 12. maj 2018. .
  20. ^ Navnet betegner teater-entrepenøren Philip Henslowes kasse-og regnskabsbog, der giver uvurderlige oplysninger om tidens teaterforhold, omend den ikke nævner Shakespeare. Se Reginald A. Foakes, Henslowe's Diary (2nd edition), Cambridge, 2002.
  21. ^ Peter Ackroyd (2006), Shakespeare: The Biography, London, s. 176, ISBN 978-0-7493-8655-9. 
  22. ^ Stephen Greenblatt (2005), Will in the World: How Shakespeare Became Shakespeare, London, s. 213, ISBN 9780712600989. 
  23. ^ Begge eksempler nævnes hos Chambers. Se:
    K. E. Chambers (1930), William Shakespeare: A Study of Facts and Problems , I, hentet 12. maj 2018. 
    K. E. Chambers (1930), William Shakespeare: A Study of Facts and Problems , II, hentet 12. maj 2018. 
  24. ^ Både rækkefølgen og tidsbestemmelsen af de første skuespil er forbundet med stor usikkerhed. Se:
    Roland Frye (2005), The Art of the Dramatist, London, s. 9, ISBN 0-415-35289-4. 
    Park Honan (1998), Shakespeare: A Life, Oxford, s. 166, ISBN 9780198117926. 
    Samuel Schoenbaum (1987), William Shakespeare: A Compact Documentary Life , Oxford: Oxford University Press, s. 159-161., ISBN 0-19-505161-0, hentet 12. maj 2018. 
  25. ^ F. P. Wilson (1962). Illustrations of Social Life - IV: The Plague. In A. Nicoll (Ed.), Shakespeare Survey. Cambridge, 1962, s. 125.
  26. ^ a b Samuel Schoenbaum (1987), William Shakespeare: A Compact Documentary Life , Oxford: Oxford University Press, s. 184., ISBN 0-19-505161-0, hentet 12. maj 2018. 
  27. ^ Martin Butler, William Kemp , Oxford Dictionary of National Biography.  (Kræver login)
  28. ^ a b c John Southworth (2000), Shakespeare the Player: A Life in the Theatre, Stroud (UK): Sutton, ISBN 9780750923125. 
  29. ^ Denne oplysning stammer fra folioudgaven af Ben Jonsons skuespil, der udkom i 1616.
    Joseph Quincy Adams (1923), A Life of William Shakespeare ((online) udgave), Boston: Houghton Mifflin company, s. 275, hentet 12. maj 2018. 
  30. ^ E. K. Chambers (1923), The Elizabethan Stage , Oxford: Clarendon Press, ISBN 0-19-811511-3, hentet 12. maj 2018. 
    A. M. Nagler (1958), Shakespeare's Stage, New Haven: Yale University Press, ISBN 9780300026894. 
    Thomas J. King (1971), Shakespearean Staging 1599-1642, Cambridge (MA): Harvard University Press, ISBN 978-0-674-49834-1. 
  31. ^ Nagler 1958, s. 8.
  32. ^ John Jowett (2007), Shakespeare and Text, Oxford: Oxford University Press, s. 11, ISBN 978-0-19-921707-6. 
  33. ^ Ackroyd 2006, s. 476.
  34. ^ Schoenbaum 1987, s. 306–307.
  35. ^ Chambers 1930, II, s. 173.
  36. ^ Eric Sams hævder, at de forlæg, man har formodet Shakespeare byggede videre på, er hans egne tidlige versioner.
    Eric Sams (1995), The Real Shakespeare: Retrieving the Early Years, 1564-1594, Yale University Press, ISBN 9780300061291. 
  37. ^ W. W. Greg (1955), The Shakespeare First Folio: Its Bibliographical and Textual History, Oxford: Clarendon Press.  OCLC 580880.
  38. ^ Se: shakespearedocumented.org
  39. ^ Simon Winchester (1998), The Professor and the Madman, forlaget HarperCollins, s. 82-3, ISBN 0-06-017596-6. 
  40. ^ Karl Hårbøl, Jørgen Schack og Henning Spang-Hanssen (red.) (1999), "something is rotten in the state of Denmark" , Dansk Fremmedordbog i Den Store Danske Encyklopædi (2. udgave), Gyldendal, hentet 12. maj 2018. 
  41. ^ "Carly Simon - The Stuff That Dreams Are Made Of Lyrics" , MetroLyrics, CBS Interactive Inc., hentet 12. maj 2018. 
  42. ^ CHRISTINE HYNDE (2016), "The Pretenders - Birds Of Paradise Lyrics" , letssingit.com, LetsSingIt, hentet 12. maj 2018. 
  43. ^ Sarah Corner-Walker, Alette Scavenius (red.) (2007), "blankvers" , Gyldendals Teaterleksikon, Gyldendal, hentet 12. maj 2018. 
  44. ^ Mabillard, Amanda (20. august 2000), "Words Shakespeare Invented" , Shakespeare Online, hentet 12. maj 2018. 
  45. ^ But there are no pages of Shakespeare's that will fail to let you feel a riot of words burgeoning and young about you (Nettie Palmer, Words: Helps and Hindrances, The Brisbane Courier, 15 sept 1928, s. 26.
  46. ^ Ward E. Elliott, Robert J. Valenza, Shakespears Vocabulary: did it dwarf all others? kapitel 911 (PDF), hentet 12. maj 2018. 
  47. ^ se Peter Foersom, Borgvægterens Sang af Macbeth , Kalliope, hentet 12. maj 2018. 
  48. ^ Se for eksempel William Shakespeare, Romeo og Julie, ved Johannes Sløk, København, 1969.

Litteratur


  • Ackroyd, Peter (2006). Shakespeare: The Biography. London: Vintage. ISBN 978-0-7493-8655-9. 
  • Adams, Joseph Quincy (1923). A Life of William Shakespeare. Boston: Houghton Mifflin. OCLC 1935264 . 
  • Baldwin, T.W. (1944). William Shakspere's Small Latine & Lesse Greek. 1. Urbana, Ill: University of Illinois Press. OCLC 359037 . 
  • Barroll, Leeds (1991). Politics, Plague, and Shakespeare's Theater: The Stuart Years. Ithaca: Cornell University Press. ISBN 978-0-8014-2479-3. 
  • Bate, Jonathan (2008). The Soul of the Age. London: Penguin. ISBN 978-0-670-91482-1. 
  • "Bard's 'cursed' tomb is revamped" . BBC News. 28. maj 2008. Hentet 23. april 2010. 
  • Bednarz, James P. (2004). "Marlowe and the English literary scene". I Cheney, Patrick Gerard. The Cambridge Companion to Christopher Marlowe. Cambridge: Cambridge University Press. s. 90-105. ISBN 978-0-511-99905-5. doi:10.1017/CCOL0521820340 – via Cambridge Core. 
  • Bentley, G.E. (1961). Shakespeare: A Biographical Handbook. New Haven: Yale University Press. ISBN 978-0-313-25042-2. OCLC 356416 . 
  • Berry, Ralph (2005). Changing Styles in Shakespeare. London: Routledge. ISBN 978-0-415-35316-8. 
  • Bevington, David (2002). Shakespeare. Oxford: Blackwell. ISBN 978-0-631-22719-9. 
  • Bloom, Harold (1995). The Western Canon: The Books and School of the Ages. New York: Riverhead Books. ISBN 978-1-57322-514-4. 
  • Bloom, Harold (1999). Shakespeare: The Invention of the Human. New York: Riverhead Books. ISBN 978-1-57322-751-3. 
  • Bloom, Harold (2008). Heims, Neil, (red.). King Lear. Bloom's Shakespeare Through the Ages. Bloom's Literary Criticism. ISBN 978-0-7910-9574-4. 
  • Boas, Frederick S. (1896). Shakspere and His Predecessors. New York: Charles Scribner's Sons. OL 20577303M . hdl:2027/uc1.32106001899191 . 
  • Bowers, Fredson (1955). On Editing Shakespeare and the Elizabethan Dramatists. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. OCLC 2993883 . 
  • Boyce, Charles (1996). Dictionary of Shakespeare. Ware, Herts, UK: Wordsworth. ISBN 978-1-85326-372-9. 
  • Bradbrook, M.C. (2004). "Shakespeare's Recollection of Marlowe". I Edwards, Philip; Ewbank, Inga-Stina; Hunter, G.K. Shakespeare's Styles: Essays in Honour of Kenneth Muir. Cambridge: Cambridge University Press. s. 191-204. ISBN 978-0-521-61694-2. 
  • Bradley, A.C. (1991). Shakespearean Tragedy: Lectures on Hamlet, Othello, King Lear and Macbeth. London: Penguin. ISBN 978-0-14-053019-3. 
  • Brooke, Nicholas (2004). "Language and Speaker in Macbeth". I Edwards, Philip; Ewbank, Inga-Stina; Hunter, G.K. Shakespeare's Styles: Essays in Honour of Kenneth Muir. Cambridge: Cambridge University Press. s. 67-78. ISBN 978-0-521-61694-2. 
  • Bryant, John (1998). "Moby-Dick as Revolution". I Levine, Robert Steven. The Cambridge Companion to Herman Melville. Cambridge: Cambridge University Press. s. 65-90. ISBN 978-1-139-00037-6. doi:10.1017/CCOL0521554772 – via Cambridge Core. 
  • Carlyle, Thomas (1841). On Heroes, Hero-Worship, and The Heroic in History. London: James Fraser. OCLC 17473532 . OL 13561584M . hdl:2027/hvd.hnlmmi . 
  • Casey, Charles (1998). "Was Shakespeare gay? Sonnet 20 and the politics of pedagogy". College Literature. 25 (3): 35-51. JSTOR 25112402 . 
  • Cercignani, Fausto (1981). Shakespeare's Works and Elizabethan Pronunciation. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-811937-1. 
  • Chambers, E.K. (1923). The Elizabethan Stage. 2. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-811511-3. OCLC 336379 . 
  • Chambers, E.K. (1930a). William Shakespeare: A Study of Facts and Problems. 1. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-811774-2. OCLC 353406 . 
  • Chambers, E.K. (1930b). William Shakespeare: A Study of Facts and Problems. 2. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-811774-2. OCLC 353406 . 
  • Chambers, E.K. (1944). Shakespearean Gleanings. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-8492-0506-4. OCLC 2364570 . 
  • Clemen, Wolfgang (1987). Shakespeare's Soliloquies. London: Routledge. ISBN 978-0-415-35277-2. 
  • Clemen, Wolfgang (2005a). Shakespeare's Dramatic Art: Collected Essays. New York: Routledge. ISBN 978-0-415-35278-9. 
  • Clemen, Wolfgang (2005b). Shakespeare's Imagery. London: Routledge. ISBN 978-0-415-35280-2. 
  • Cooper, Tarnya (2006). Searching for Shakespeare. Yale University Press. ISBN 978-0-300-11611-3. 
  • Craig, Leon Harold (2003). Of Philosophers and Kings: Political Philosophy in Shakespeare's Macbeth and King Lear. Toronto: University of Toronto Press. ISBN 978-0-8020-8605-1. 
  • Cressy, David (1975). Education in Tudor and Stuart England. New York: St Martin's Press. ISBN 978-0-7131-5817-5. OCLC 2148260 . 
  • Crystal, David (2001). The Cambridge Encyclopedia of the English Language. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-40179-1. 
  • de Sélincourt, Basil (1909). William Blake . London: Duckworth & co. OL 26411508M . hdl:2027/mdp.39015066033914 . 
  • Dobson, Michael (1992). The Making of the National Poet: Shakespeare, Adaptation and Authorship, 1660–1769. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-818323-5. 
  • Dominik, Mark (1988). Shakespeare–Middleton Collaborations. Beaverton, OR: Alioth Press. ISBN 978-0-945088-01-1. 
  • Dowden, Edward (1881). Shakspere. New York: D. Appleton & Company. OCLC 8164385 . OL 6461529M . 
  • Drakakis, John (1985). "Introduction". I Drakakis, John. Alternative Shakespeares. New York: Methuen. s. 1-25. ISBN 978-0-416-36860-4. 
  • Dryden, John (1889). Arnold, Thomas, (red.). Dryden: An Essay of Dramatic Poesy. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-81-7156-323-4. OCLC 7847292 . OL 23752217M . hdl:2027/umn.31951t00074232s . 
  • Dutton, Richard; Howard, Jean E. (2003). A Companion to Shakespeare's Works: The Histories. II. Oxford: Blackwell. ISBN 978-0-631-22633-8. 
  • Edwards, Phillip (1958). Shakespeare's Romances: 1900–1957. Shakespeare Survey. 11. Cambridge: Cambridge University Press. s. 1-18. ISBN 978-1-139-05291-7. doi:10.1017/CCOL0521064244.001 – via Cambridge Core. 
  • Eliot, T.S. (1934). Elizabethan Essays. London: Faber & Faber. ISBN 978-0-15-629051-7. OCLC 9738219 . 
  • Evans, G. Blakemore, (red.) (1996). The Sonnets. The New Cambridge Shakespeare. 26. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-22225-9. 
  • Foakes, R.A. (1990). "Playhouses and players". I Braunmuller, A.R.; Hattaway, Michael. The Cambridge Companion to English Renaissance Drama. Cambridge: Cambridge University Press. s. 1-52. ISBN 978-0-521-38662-3. 
  • Fort, J.A. (oktober 1927). "The Story Contained in the Second Series of Shakespeare's Sonnets". The Review of English Studies. Original Series. III (12): 406-414. ISSN 0034-6551 . doi:10.1093/res/os-III.12.406 . eISSN 1471-6968 – via Oxford Journals. 
  • Friedman, Michael D. (2006). "'I'm not a feminist director but…': Recent Feminist Productions of The Taming of the Shrew". I Nelsen, Paul; Schlueter, June. Acts of Criticism: Performance Matters in Shakespeare and his Contemporaries. New Jersey: Fairleigh Dickinson University Press. s. 159-174. ISBN 978-0-8386-4059-3. 
  • Frye, Roland Mushat (2005). The Art of the Dramatist. London; New York: Routledge. ISBN 978-0-415-35289-5. 
  • Gibbons, Brian (1993). Shakespeare and Multiplicity. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-511-55310-3. doi:10.1017/CBO9780511553103 – via Cambridge Core. 
  • Gibson, H.N. (2005). The Shakespeare Claimants: A Critical Survey of the Four Principal Theories Concerning the Authorship of the Shakespearean Plays. London: Routledge. ISBN 978-0-415-35290-1. 
  • Grady, Hugh (2001a). "Modernity, Modernism and Postmodernism in the Twentieth Century's Shakespeare". I Bristol, Michael; McLuskie, Kathleen. Shakespeare and Modern Theatre: The Performance of Modernity. New York: Routledge. s. 20-35. ISBN 978-0-415-21984-6. 
  • Grady, Hugh (2001b). "Shakespeare criticism, 1600–1900". I de Grazia, Margreta; Wells, Stanley. The Cambridge Companion to Shakespeare. Cambridge: Cambridge University Press. s. 265-278. ISBN 978-1-139-00010-9. doi:10.1017/CCOL0521650941.017 – via Cambridge Core. 
  • Greenblatt, Stephen (2005). Will in the World: How Shakespeare Became Shakespeare. London: Pimlico. ISBN 978-0-7126-0098-9. 
  • Greenblatt, Stephen; Abrams, Meyer Howard, (red.) (2012). Sixteenth/Early Seventeenth Century. The Norton Anthology of English Literature. 2. W.W. Norton. ISBN 978-0-393-91250-0. 
  • Greer, Germaine (1986). Shakespeare. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-287538-9. 
  • Hales, John W. (26. marts 1904). "London Residences of Shakespeare" . The Athenaeum. London: John C. Francis (3987): 401-402. 
  • Holland, Peter, (red.) (2000). Cymbeline. London: Penguin. ISBN 978-0-14-071472-2. 
  • Honan, Park (1998). Shakespeare: A Life. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-811792-6. 
  • Honigmann, E.A.J. (1999). Shakespeare: The 'Lost Years' (Revised udgave). Manchester: Manchester University Press. ISBN 978-0-7190-5425-9. 
  • Jackson, MacDonald P. (2004). Zimmerman, Susan, (red.). "A Lover's Complaint revisited" . Shakespeare Studies. XXXII. ISSN 0582-9399 – via The Free Library. 
  • Johnson, Samuel (2002) [first published 1755]. Lynch, Jack, (red.). Samuel Johnson's Dictionary: Selections from the 1755 Work that Defined the English Language. Delray Beach, FL: Levenger Press. ISBN 978-1-84354-296-4. 
  • Jonson, Ben (1996) [first published 1623]. "To the memory of my beloued, The AVTHOR MR. WILLIAM SHAKESPEARE: AND what he hath left vs". I Hinman, Charlton. The First Folio of Shakespeare (2nd udgave). New York: W.W. Norton & Company. ISBN 978-0-393-03985-6. 
  • Kastan, David Scott (1999). Shakespeare After Theory. London: Routledge. ISBN 978-0-415-90112-3. 
  • Kermode, Frank (2004). The Age of Shakespeare. London: Weidenfeld & Nicolson. ISBN 978-0-297-84881-3. 
  • Kinney, Arthur F., (red.) (2012). The Oxford Handbook of Shakespeare. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-956610-5. 
  • Knutson, Roslyn (2001). Playing Companies and Commerce in Shakespeare's Time. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-511-48604-3. doi:10.1017/CBO9780511486043 – via Cambridge Core. 
  • Lee, Sidney (1900). Shakespeare's Life and Work. London: Smith, Elder & Co. OL OL21113614M Tjek |ol= (hjælp). 
  • Levenson, Jill L., (red.) (2000). Romeo and Juliet. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-281496-8. 
  • Levin, Harry (1986). "Critical Approaches to Shakespeare from 1660 to 1904". I Wells, Stanley. The Cambridge Companion to Shakespeare Studies. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-31841-9. 
  • Love, Harold (2002). Attributing Authorship: An Introduction. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-511-48316-5. doi:10.1017/CBO9780511483165 – via Cambridge Core. 
  • Maguire, Laurie E. (1996). Shakespearean Suspect Texts: The 'Bad' Quartos and Their Contexts. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-511-55313-4. doi:10.1017/CBO9780511553134 – via Cambridge Core. 
  • Mays, Andrea; Swanson, James (20. april 2016). "Shakespeare Died a Nobody, and then Got Famous by Accident" . New York Post. Arkiveret fra originalen 21. april 2016. Hentet 31. december 2017. 
  • McDonald, Russ (2006). Shakespeare's Late Style. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-511-48378-3. doi:10.1017/CBO9780511483783 – via Cambridge Core. 
  • McIntyre, Ian (1999). Garrick. Harmondsworth, England: Allen Lane. ISBN 978-0-14-028323-5. 
  • McMichael, George; Glenn, Edgar M. (1962). Shakespeare and his Rivals: A Casebook on the Authorship Controversy. New York: Odyssey Press. OCLC 2113359 . 
  • Meagher, John C. (2003). Pursuing Shakespeare's Dramaturgy: Some Contexts, Resources, and Strategies in his Playmaking. New Jersey: Fairleigh Dickinson University Press. ISBN 978-0-8386-3993-1. 
  • Mowat, Barbara; Werstine, Paul (n.d.). "Sonnet 18" . Folger Digital Texts. Folger Shakespeare Library. Hentet 30. december 2017. 
  • Muir, Kenneth (2005). Shakespeare's Tragic Sequence. London: Routledge. ISBN 978-0-415-35325-0. 
  • Nagler, A.M. (1958). Shakespeare's Stage. New Haven, CT: Yale University Press. ISBN 978-0-300-02689-4. 
  • "Did He or Didn't He? That Is the Question" . The New York Times. 22. april 2007. Hentet 31. december 2017. 
  • Paraisz, Júlia (2006). The Author, the Editor and the Translator: William Shakespeare, Alexander Chalmers and Sándor Petofi or the Nature of a Romantic Edition. Shakespeare Survey. 59. Cambridge: Cambridge University Press. s. 124-135. ISBN 978-1-139-05271-9. doi:10.1017/CCOL0521868386.010 – via Cambridge Core. 
  • Pequigney, Joseph (1985). Such Is My Love: A Study of Shakespeare's Sonnets. Chicago: University of Chicago Press. ISBN 978-0-226-65563-5. 
  • Pollard, Alfred W. (1909). Shakespeare Quartos and Folios: A Study in the Bibliography of Shakespeare's Plays, 1594–1685. London: Methuen. OCLC 46308204 . 
  • Pritchard, Arnold (1979). Catholic Loyalism in Elizabethan England. Chapel Hill: University of North Carolina Press. ISBN 978-0-8078-1345-4. 
  • Ribner, Irving (2005). The English History Play in the Age of Shakespeare. London: Routledge. ISBN 978-0-415-35314-4. 
  • Ringler, William, Jr. (1997). "Shakespeare and His Actors: Some Remarks on King Lear". I Ogden, James; Scouten, Arthur Hawley. In Lear from Study to Stage: Essays in Criticism. New Jersey: Fairleigh Dickinson University Press. s. 123-134. ISBN 978-0-8386-3690-9. 
  • Roe, John, (red.) (2006). The Poems: Venus and Adonis, The Rape of Lucrece, The Phoenix and the Turtle, The Passionate Pilgrim, A Lover's Complaint. The New Cambridge Shakespeare (2nd revised udgave). Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-85551-8. 
  • Rowe, Nicholas (1997) [first published 1709]. Gray, Terry A., (red.). Some Acount of the Life &c. of Mr. William Shakespear . Hentet 30. juli 2007. 
  • Rowse, A.L. (1963). William Shakespeare; A Biography. New York: Harper & Row. OL 21462232M . 
  • Rowse, A.L. (1988). Shakespeare: the Man. Macmillan. ISBN 978-0-333-44354-5. 
  • Sawyer, Robert (2003). Victorian Appropriations of Shakespeare. New Jersey: Fairleigh Dickinson University Press. ISBN 978-0-8386-3970-2. 
  • Schanzer, Ernest (1963). The Problem Plays of Shakespeare. London: Routledge and Kegan Paul. ISBN 978-0-415-35305-2. OCLC 2378165 . 
  • Schoch, Richard W. (2002). "Pictorial Shakespeare". I Wells, Stanley; Stanton, Sarah. The Cambridge Companion to Shakespeare on Stage. Cambridge: Cambridge University Press. s. 58-75. ISBN 978-0-511-99957-4. doi:10.1017/CCOL0521792959.004 – via Cambridge Core. 
  • Schoenbaum, S. (1981). William Shakespeare: Records and Images. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-520234-2. 
  • Schoenbaum, S. (1987). William Shakespeare: A Compact Documentary Life (Revised udgave). Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-505161-2. 
  • Schoenbaum, S. (1991). Shakespeare's Lives. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-818618-2. 
  • Shapiro, James (2005). 1599: A Year in the Life of William Shakespeare. London: Faber and Faber. ISBN 978-0-571-21480-8. 
  • Shapiro, James (2010). Contested Will: Who Wrote Shakespeare?. New York: Simon & Schuster. ISBN 978-1-4165-4162-2. 
  • Smith, Irwin (1964). Shakespeare's Blackfriars Playhouse. New York: New York University Press. 
  • Snyder, Susan; Curren-Aquino, Deborah, (red.) (2007). The Winter's Tale. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-22158-0. 
  • "Shakespeare Memorial" . Southwark Cathedral. Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 2. april 2016. 
  • Steiner, George (1996). The Death of Tragedy. New Haven: Yale University Press. ISBN 978-0-300-06916-7. 
  • Taylor, Gary (1987). William Shakespeare: A Textual Companion. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-812914-1. 
  • Taylor, Gary (1990). Reinventing Shakespeare: A Cultural History from the Restoration to the Present. London: Hogarth Press. ISBN 978-0-7012-0888-2. 
  • Wain, John (1975). Samuel Johnson. New York: Viking. ISBN 978-0-670-61671-8. 
  • Wells, Stanley; Taylor, Gary; Jowett, John; Montgomery, William, (red.) (2005). The Oxford Shakespeare: The Complete Works (2nd udgave). Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-926717-0. 
  • Wells, Stanley (1997). Shakespeare: A Life in Drama. New York: W.W. Norton. ISBN 978-0-393-31562-2. 
  • Wells, Stanley (2006). Shakespeare & Co. New York: Pantheon. ISBN 978-0-375-42494-6. 
  • Wells, Stanley; Orlin, Lena Cowen, (red.) (2003). Shakespeare: An Oxford Guide. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-924522-2. 
    • Gross, John (2003). "Shakespeare's Influence". I Wells, Stanley; Orlin, Lena Cowen. Shakespeare: An Oxford Guide. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-924522-2. 
    • Kathman, David (2003). "The Question of Authorship". I Wells, Stanley; Orlin, Lena Cowen. Shakespeare: an Oxford Guide. Oxford Guides. Oxford: Oxford University Press. s. 620-632. ISBN 978-0-19-924522-2. 
    • Thomson, Peter (2003). "Conventions of Playwriting". I Wells, Stanley; Orlin, Lena Cowen. Shakespeare: An Oxford Guide. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-924522-2. 
  • Werner, Sarah (2001). Shakespeare and Feminist Performance. London: Routledge. ISBN 978-0-415-22729-2. 
  • "Visiting the Abbey" . Westminster Abbey. Arkiveret fra originalen 3. april 2016. Hentet 2. april 2016. 
  • Wilson, Richard (2004). Secret Shakespeare: Studies in Theatre, Religion and Resistance. Manchester: Manchester University Press. ISBN 978-0-7190-7024-2. 
  • Wood, Manley, (red.) (1806). The Plays of William Shakespeare with Notes of Various Commentators. I. London: George Kearsley. 
  • Wood, Michael (2003). Shakespeare. New York: Basic Books. ISBN 978-0-465-09264-2. 
  • Wright, George T. (2004). "The Play of Phrase and Line". I McDonald, Russ. Shakespeare: An Anthology of Criticism and Theory, 1945–2000. Oxford: Blackwell. ISBN 978-0-631-23488-3. 

Eksterne henvisning


Wikiquote har citater relateret til:








Kategorier: Gravsted.dk | Født i 1564 | Døde i 1616 | William Shakespeare | Dramatikere fra England | Forfattere fra England før 1707








Kilde: Wikipedia - https://da.wikipedia.org/wiki/William Shakespeare (Forfattere [Historik])    Licens: CC-by-sa-3.0

Ændringer: Alle billeder og de fleste designelementer, der er relateret til dem, blev fjernet. Nogle ikoner blev erstattet af FontAwesome-Icons. Nogle skabeloner blev fjernet (som "artikel skal udvides) eller tildeles (som" hatnotes "). CSS-klasser blev enten fjernet eller harmoniseret.
Wikipedia-specifikke links, der ikke fører til en artikel eller kategori (som "Redlinks", "links til redigeringssiden", "links til portaler") blev fjernet. Hvert eksternt link har et ekstra FontAwesome-ikon. Foruden nogle små designændringer blev medie-container, kort, navigationsbokse, talte versioner og Geo-mikroformater fjernet.


Oplysninger pr: 23.05.2020 09:28:55 CEST - Bemærk venligst: Da det givne indhold automatisk tages fra Wikipedia på det givne tidspunkt, var og er en manuel verifikation ikke mulig. Derfor garanterer LinkFang.org ikke nøjagtigheden og virkeligheden af det erhvervede indhold. Hvis der er en information, der er forkert i øjeblikket eller har en unøjagtig visning, er du velkommen til at kontakt os: e-mail.
Se også: Aftryk & Fortrolighedspolitik.